Simultane dialoger skrevet af Carsten Jessen

Artiklen er skrevet af Carsten Jessen, på baggrund af forskningsprojektet "Børns opvækst med interaktive medier - i et fremtidsperspektiv" (1997-2001), der støttes af Statens Forskningsråd og gennemføres af forskere ved Syddansk Universitet, Roskilde Universitetscenter og Danmarks Pædagogiske Universitet.

Carsten Jessen, der er forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet, mener, at de unges liv er præget af særlig skift i sociale relationer og fysiske rum. På grund af det, er det vigtig, at fastholde kontinuerlige sociale kontakter og fællesskaber. Mobiltelefonen, som fra de voksenes perspektiv ses som forstyrrende og ødelæggende, ses fra de unges side, som mulighed til at deltage i flere sociale fællesskaber samtidlig, men også være en del i det sociale med vennerne derhjemme, f. eks. når man er på ferie.

Mens de ældre hidtil har opfattet social samvær med samtidlig tilstædeværelse i det fysiske rum, ved at se hinanden i øjnene, opfattes nye kommunikationsmedier ofte som forstyrrende og ødelæggende for de tætte sociale relationer, da opmerksomheden fra det fysiske samvær bliver vendt væk.
Carsten Jessen mener, at det er helt falsk, at der påstås, at de unges korte koncentration er årsagen til at de zapper på mobiltelefonen hele dagen. Og dermed skulles forbydes helt væk fra skolen. Han mener at det beror sig på en overfladisk fortolkning af de unges adfærdsmønstre. Denne fortolkning mener han ikke er overraskende, da han her synes at tale over en central generationsforskel.

Netop via de nye medier udviser en del unge særdeles veludviklede evner til at skabe kontinuitet og sammenhæng i deres sociale relationer. Til at overkomme de vilkår, det senmoderne hverdagsliv byder, er mobiltelefonen ligefrem skabt til. Hverdagsliver er præget af et stadig skift mellem hjemmet med forældre og søskene, skolen med klassen og skiftende hold, fritiden med erhversarbejde og forskellige aktiviteter. Under sådanne vilkår er det sin sag, at fastholde kontinuerlige sociale kontakter. Der stilles stor krav til børn og unge allerede fra vuggestuealderen, til omstillingen af hverdagslivet og indlevelse af alle de forskellige sociale formationer. Hidtid var man adskilt i tid og rum, men med brugen af mobiltelefonen forvandler de adskilte sociale rum sig til paralelle formationer. Den enkelte kan samtid være deltager i flere sociale grupper. F. eks når man er på ferie med familien, kan man samtidig tage del i det sociale liv med vennerne derhjemme.

Vaskelig for de ældre at få øje med, er de unges brug af medier ikke præget af forvirring og zapperi, men simultane processer. De sender beskeder, chatter, ser tv og laver lektier på en gang. De unge er i med flere parelelle relationer og samtaler på en gang. da de nye medier først og fremmest bruges af de unge, er det dem der i stigende omfang deltager i simultane samtaler på kryds og tværs af fysisk og tidsmæssig adskildelse. Dette kræver en veludviklet koncentrationsevne, overblik og omstillingsevne at deltage i så mange dialoger samtidig. Disse evner udvikles relativs ubesvært, men dermed aflæres ikke evnen til at indgå i tætte koncentrerede sociale relationer med mennesker på andre tidspunkter Carsten jessen mener, at der findes de urolige og zappende børn og unge, som lever op til fordommene, men at det er undtagelser og ikke ræpræsentativ for ungdommen som sådan.

Simultane dialoger kenner vi fra verbalsproglige samtaler og fra andre kommunikationsmidler som breve og telefoner, men det stiller ikke samme krav til hurtig skift og deltaglese i flere sociale systemer samtidig. I travle situationer, føler de fleste det som stærkt udmattende og stressende. Her foretrækkes det, at koncentrere sig om en ting ad gangen, så derfor accepteres ikke, at eleverne deltager i simultane dialoger.
Teknologien vil gøre det stadig nemmere og mere udbredt, at samtale på tværs af fysiske grænser. I skolen kan vi forbyde eleverne at bruge mobiltelefonen, samt lukke for chat surfing på nettet, men denne kamp vil sikkert ikke løse det egentlige problem. Det ville kun ændre det forhold, at eleverne vil komme til at kede sig ihjel . Altså føle en art klaustofobi i undervisningens socialt set lukkede rum.

Carsten Jessen mener, at uddannelsessystemet står foran en udfordrelse, som i særlig grad stiller krav til vores evne til at bryde vaneforestillinger. F. eks, forstillinger om, at god undervisningen er noget, der forgår i lukkede kommunikative systemer, og at undervisningen netop har sin fordel i, at den kan lukke sig selv, lukke verden ud og på den måde fremkalde koncentration om og fordybelse i et sagforhold. For nogle elever, i nogle situationer er det givet, men ikke i alle tilfælde og ikke hele tiden.